Til middag kom Hanne og far hjem. Søren råbte så snart han så far :
"Du skal lige se mit hul!"
Inde i køkkenet stod mor og tænkte: "Man kan nu aldrig være for forsigtig med jordhuller." Så hørte hun de råbte udefra:
"Kom ud mor og se noget flot noget far har lavet:"
Mor gik derud og stod lidt og kikkede på alle de brædder far havde lagt over hullet, så sagde hun forsigtigt:
"Tror du ikke det er lidt farligt?"
"Ork nej" sagde far, "nu viser vi lige mor, hvor godt det holder. Kom Hanne, Jan, Søren og Karin, nu stiller vi os på brædderne, kan du så -- !" mere nåede far ikke at sige, for pludselig forsvandt hele flokken ned i hullet. Det var kun far der havde hovedet over jorden.
"Hvad det var, jeg ville sige," sagde han, "kan du så se det ikke kunne holde.!!
De grinede alle sammen og mor allermest, hun grinede så maven hoppede.
En uge efter fik Trine ni hvalpe. Hanne og Søren vidste godt, at Trine kun måtte beholde een af hvalpene, men alligevel græd de meget den dag de andre otte blev hentet. Mor og far var også meget kede af det, for Trine så helt ulykkelig ud. Karin kunne ikke forstå noget af det så hun var ligeglad.
Heldigvis fik Trine travlt med at passe sin hvalp og blev hurtigt glad igen. Hanne og Søren var så glade for den lille sorte hundehvalp, at de næsten glemte, hvor sørgeligt det havde været. Dagene gik og nu var forårsvejret blevet til rigtigt sommervejr.
Ungerne fyldte vand i Sørens hul. De skiftedes til at pumpe og bære vand- spande ud, men vandet forsvandt ned i jorden, så det endte med at de sloges med vand i stedet for.
Mor endevendte huset, luftede dyner og pudsede vinduer. Tøjet til den lille nye de ventede blev ordnet og lagt parat, selvom der var tre uger til fødselen. Måske var mor så energisk fordi det var dagen før pinse. Mormor skulle nemlig holde pinseferie hos dem, så hele familien glædede sig.