Hotellet tog venligt imod os først på eftermiddagen. Det er ikke det
smukkeste SAS hotel i verden, men værelset var flot, med altan og
udsigt over havnen, der hvor Hurtigrutens både lægger til. Vi startede
med en lille bytur, fandt Turistinformationen (og en SPAR købmand),
hvor vi købte en lille bog "Town Walks", der fortalte om
Tromsøs historie gennem en beskrivelse af udvalgte huse. Uden at have
studeret den fortsatte vi op over torvet forbi en skole, som er en
"Miljøskole", hvad det så indbærer, og nåede op til
Tromsø Maritime og Tekniske Skole, hvorfra vi fik en bred udsigt over
gamle Tromsø. Tilbageturen gik via Tromsø Gymnasium og små gyder til
hotellet. Her så vi en plakat, der annoncerede med jazzkoncert i
Ishavskatedralen samme aften, så vi besluttede at gøre
forsøget.
Ishavskatedralen
ligger på fastlandet mod øst, så vi skulle over broen for at nå den.
Vejret var køligt 10 - 12
ºC
og det støvregnede, så vi tog bussen fra Sjøgade - godt instruerede
af receptionsdamen. Ved stoppestedet mødte vi Stavangers svar på
Rosendal, så vi var vel rustede med informationer, da vi nåede frem.
Katedralen er fra '64 og er inspireret af flydende isflager - tror vi.
Senere på busturen til Alta så vi dog fjelde, der også kunne være
inspirationskilde. Katedralen skuffede lidt, rummet var nok særpræget
med sit trekantede tværsnit, med lysindfald gennem samlingerne mellem
isflagerne, men vi var enige om at formatet og designet ikke levede op
til vore forventninger til en katedral.