|
||
|
Forfatter: Carl Peder |
|
Vi havde en plan. Inspireret af det hollandske par styrede vi mod Kuopio. Jeg havde checket bus og togtider hos vandrehjemsværtinden, en lille tæt rap brugt dame, der havde overstået den værste del af trediverne. Nå - da jeg bad hende poste et brevkort og gav hende 5 kr. til det (Det koster 3,50 kr.) sagde hun at det nok ville komme til at koste 5,80, for jeg have jo skrevet brevkortet helt fuldt og så skulle det "raknas som brev". Hun fik en krone ekstra for historien. 0850 sad vi i bussen til Oulo - vi måtte betale fuld pris for strækningen Kemi - Oulo, men det var nødvendigt for at nå toget 1245 i Oulo. Vi stillede urene en time frem og det gik stille og roligt gennem et meget ensformigt finsk landskab (heja Norge). I god tid før ankomsten begyndte jeg at arbejde med vores overførsel fra bus til tog - der var kun kort tid. Det var svært - ingen kunne eller ville kommunikere på svensk eller engelsk. Nå vi kom dog af og blev på stationen henvist til busstationen, idet toget om søndagen var en bus. Den bus vi fandt ville have penge - mange - for at tage os med, så vi steg af igen (det er kompliceret, fordi rygsækkene lægges i bagagerum). Kage i det, hvad nu ? Vi endte med at købe sovepladser i toget til Helsingfors i stedet for vandrehjem i Oulo. Nu havde vi fire turisttimer. Vi opmagasinerede bagagen og travede den "kendte" vej ned til havneområdet. Passerede domkirken, kiggede ind og blev næsten en time til en amerikansk gudstjeneste, ledet af en sort præst. Vi gik dog under prædikenen. Kirken er meget enkel og smuk. Vandrede videre over Ouloelven til biblioteket, hvor læsesalen var åben. Det og teatret ligger på kunstige øer i havnen. På markedspladsen med det nedgravede skib og hr. Brodersen statuen "Den gamle gårdvagt" spiste vi frokost på en våd bænk under opsyn af en duknakket arrig hættemåge, der søgte at holde duer, spurve og kollegaer borte fra vores rugbrødsgodbidder. Via et baseballstadium, hvor de indledende manøvrer vistnok var i gang, gik vi mod stationen igen. Det blev til markiseløb. Et kraftigt regnvejr truede os. Vi nåede rimeligt tørre frem, men regnen tog til og vandet fossede ud ad nedløbsrørene. Regnen stilnede af, jeg hentede mig en kop kaffe og vi satte os på perronen, nu i sol. Ca. halv syv kunne vi gå ombord i toget og finde vores rullende bolig for de næste tretten timer. Skønt at indrette sig i den rare kupe. Inger gik tidligt til køjs for at pleje sit maveonde og jeg satte mig hen i restaurantvognen og drak kaffe og skrev dagbog. En dejlig afslutning på en dag, der en overgang tegnede ret forvirrende. |