Af Signe Markussen Christensen

Om morgenen lørdag d. 26. juni 2004 ankom Asger og jeg til Kastrup lufthavn. Vi var lidt trætte, men glade, solbrændte og fyldt med ferie og gode oplevelser. De sidste ti timer havde vi tilbragt sammen med 240 andre i en flyvemaskine, der fragtede os tværs over Atlanterhavet, nærmere betegnet fra De Vestindiske Øer til København.

I seksten dage havde vi levet på øen St. Croix, hvor vi havde nydt livet i fulde drag. Sammenlignet med min rejse i Sydamerika, var der ikke meget action over St. Croix. Ingen strabadsture, lodrette klippeskrænter, sygdom og tunge rygsække, men til gengæld palmestrande, koralrev, farvestrålende fisk, masser af romantiske solnedgange over det smukke Caribiske Hav og total afslapning og nydelse

Det var fantastisk dejligt at slappe så meget af, især for Asger, der ikke har haft rigtig ferie, siden han gik ud af gymnasiet. Dagene gik med strandture, snorkling, restaurantbesøg, romantiske gåture i de gamle danske gader (f.eks. Kompagniets Gade og Dronningens Tvær Gade) og shopping i de små hyggelige butikker. Om aftenen, når vi havde nydt den smukke solnedgang, mørket hurtigt faldt på og vi havde spist aftensmad, sad vi på vores altan med udsigt over havet og snakkede, spillede kort og drak rom og cola.

Vi boede i havnebyen Christiansted, der ligger på øens nordkyst, og som i en længere periode, da øerne var danske, fungerede som Dansk Vestindiens hovedstad. Christiansted er en lille charmerende by, meget velholdt og slet ikke præget af den fattigdom og de slumkvarterer, der findes lige uden for byen. Ned til havnefronten ligger nogle små luksuriøse hoteller, og det var her vi boede på henholdsvis Holger Danske Hotel og King Christian Hotel. Vi boede en uge hvert sted og syntes egentlig, det var lidt fjollet at skifte hotel, da vi kun skulle flytte 100 meter ned ad havnepromenaden. Men da Asger den sidste dag på Holger Danske Hotel svømmede ind i en lort i swimmingpoolen, var vi alligevel meget tilfredse med at skulle flytte.

Det, der gjorde størst indtryk på både Asger og mig, var havet. Det dejlige, venlige, turkisblå hav, der med en temperatur på 27 grader slet ikke var til at blive træt eller kold af. Vi snorklede rigtig meget, både ved vores lokale strand, men også ved den fredede ø Buck Island, der ligger ud for St. Croix’s nordkyst. En lille paradis-tropeø med det fineste sand, helt klart vand og smukke koralrev, fisk og ikke mindst en rokke, som man kunne svømme sammen med.

Efter den tur, hvor vi havde fået et lille indblik i den fantastiske verden under havet, besluttede vi, at vi ville tage rigtigt ud at dykke med flasker.

Og vores dykkertur var en kæmpe oplevelse! Det blæste en del, og det var mærkeligt at opleve, at da vi langsomt steg ned under havoverfladen, blev omgivelserne helt stille og fredfyldte, og der var overraskende lyst. Det eneste, der kom lidt i vejen for den totale nydelse af dykkeroplevelsen, var den kraftige blæst, der fik vores lille båd til at vippe meget, hvilket gjorde mig rigtig søsyg. Jeg måtte derfor tilbringe lidt tid ud over rælingen, hvor jeg sammen med to andre stod og brækkede mig. Heldigvis forsvandt kvalmen, så snart jeg var under vandet.

Vi dykkede to forskellige steder, det ene sted ved en afgrund, der forsvandt flere hundrede meter ned i mørket, og hvor man næsten tabte pusten, når man svømmede ud over den og kunne se havbunden forsvinde i dybet. Vi så masser af sjove fisk og havskabninger, en havskildpadde, der dovent svømmede rundt blandt de farvestrålende havplanter, en blæksprutte der skubbede sig frem langs havbunden, og en moræne, der stak sit hoved ud af en klippe. Vi var begge helt høje af det bagefter, og hvis vi havde haft mere tid, ville vi have taget dykkercertifikater.

Men det må blive en anden gang, at vi får udforsket mere af havets spændende liv. Måske på St. Croix, måske på en anden lille palmeø, eller måske et helt andet sted, i en anden verdensdel. Det er jo ikke til at sige, hvorhen min næste rejse vil gå…