[4. februar 2004]

Kære allesammen!

Jeg er stadig i Bolivias hovedstad, La Paz. Det var ellers meningen, at vi skulle vare taget afsted for nogle dage siden, men Jakob er blevet syg (han har været hårdt angrebet af både ørebetændelse, dykkersyge og nu noget med bronchierne, så han har trykken for brystet og er meget svimmel), så vi har ventet på hans beslutning. Han har været hos mange læger og i taget kontakt med vores danske rejseforsikringsselskab og har nu besluttet at tage hjem.

La Paz

Så vi bliver kun fire (Anne Louise, Mads, Jens og mig) på resten af turen. Det skal nok blive godt alligevel, men det er rigtig ærgerligt for os allesammen.

Jakob flyver i morgen, så vi regner også med at tage videre i morgen. Planen er at tage til Pampas i Nordbolivia, som er et område i junglen, der skulle være rigtig spændende. Der kan man sejle i kano op ad floderne, dykke med lyserøde delfiner og se rigtig mange dyr. Man kan enten flyve dertil for 90 dollars (tur-retur) eller tage med en meget billigere bus på verdens farligste vej, The Death Road!

Vi har dog valgt at flyve, fordi vi allerede har kørt 62 kilometer på mountainbikes på denne farlige vej, hvor der jævnligt står kors i vejkanten, dér hvor biler og busser er faldet de 500 meter ned i bunden. 

Turen tog vi (Anne Louise, Mads og jeg) i går, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel, og vi var rigtig veloplagte. Idéen er, at man kører helt fra toppen af La Paz (4900 meters højde) til byen Coroico, der ligger nede i 1300 meters højde. Turen var arrangeret af et bureau, der kører turen hver dag, og da vi bestilte den, fik vi at vide, at vi var forsikrede og ville få 10.000 dollars, hvis vi døde - ikke særlig betryggende! Vi fulgtes med syv meget smarte og sporty fyre fra England, Tyskland og Australien.

Først blev vi kørt i to land cruisere til vores startsted oppe i bjergene, hvor der var meget koldt og utrolig smukt. Dér fik vi udleveret cykler, orange veste, cykelhjelme og handsker og blev instrueret grundigt i, hvordan det hele skulle foregå. Den første halvandet time var den letteste, der skulle vi bare køre på asfalt, nedad og nedad. Der var hele tiden en guide på cykel i nærheden, og en bil foran og bagved.

Jeg kørte og smilede hele tiden, fordi det var så fantastisk smukt og samtidig sjovt, at det gik så hurtigt. Anlo og jeg kom dog lidt bagud, fordi mændene skulle spurte afsted (selv om Mads sagde, der slet ikke var noget konkurrence).

Efter halvandet time nåede vi den... dødsvejen! Igen fik vi at vide, hvor farligt det var, og vi fik genopfrisket reglerne for håndtegn og bilernes horn-tegn. Og så startede turen, der er noget af det vildeste, jeg har prøvet! Vejen er meget dårlig, ingen asfalt kun sten, grus og jord, og kun få  steder kan to biler passere hinanden. På højre side rejser klippevægge sig lodret op, og på venstre side falder den tilsvarende lodret 500 meter ned. Flere steder kører man igennem vandfald og gennem vandløb, og vejen snor sig hele tiden, så man ikke kan se, om der kommer en lastbil kørende lige rundt om hjørnet.

Vi følte os dog ret sikre, og vi blev også passet godt på. Alle cykel guiderne og bilerne havde radiokontakt, så hvis der kom biler, vidste de det på forhånd. Drengene kørte igen fra os, men vores guide sagde, at vi var de bedste piger, han havde haft med på denne tur. Vi følte os også ret seje, og jeg synes bestemt ikke, vi kørte langsomt. Det var hårdt, men sejt. Vi fik ret ondt i hænderne, fordi man hele tiden skal bremse, men det værste var faktisk, at mine arme blævrede helt vildt, og det gjorde ret ondt.

Jo længere ned man kom, jo varmere blev det, og vi endte med at køre i shorts og undertrøjer. I Coroico endte vi på et hotel, hvor vi kunne tage bad og spise frokost. Der var også swimmingpool og sauna, så det var ren luksus.

I dag er vi rimelig kvæstede, især i vores arme, der også er blevet ret røde. Men det var en fantastisk tur, som jeg klart vil anbefale.

Dagene i La Paz er ellers mest gået med at shoppe. 
Her er så mange flotte ting, og så er det jo meget billigt. Det er egentlig ikke så godt, for jeg har allerede problemer med at have det hele i min rygsæk, så jeg bliver nok nødt til at smide nogle af mine danske ting ud.

Nu vil jeg gå, for Anne Louise siger, jeg skriver alt for meget. Det er bare så svært ar begrænse sig, når man oplever så meget godt. 

Håber det går godt i det kolde Danmark.

Kærlig hilsen Signe

Kære alle!

Nu er jeg atter i La Paz efter seks dage i Amazonas. Det har været nogle dejlige dage fyldt med eksotiske dyr, grøngrumsede floder, regnskov, godt selskab og mange graders varme!

Vi fløj til den lille jungleby Rurrenabaque i onsdags, hvorfra man kan tage guidede ture til henholdsvis regnskoven (la selva) eller sumpområdet (las Pampas).

Vi blev ret overraskede da vi så vores fly, der viste sig at være en lille tolvpersoners propelflyver. Første gang den lettede, nåede vi kun hen over La Paz, før vi vendte om på grund af dårligt vejr i Rurrenabaque. Så ventede vi tre timer i lufthavnen (halvt sovende, da vi tidligt om morgenen havde fulgt Jacob til hans fly, og derfor kun havde sover tre en halv time), og sidst på eftermiddagen kom vi endelig afsted igen.

Da vi ankom i Rurrenabaque slog varmen og den høje luftfugtighed os i møde. Vi havde fra La Paz booket vores kommende ture, så vi blev hentet af vores tour-selskabet og kørt til et hotel. Det var dejligt at kunne gå rundt i sandaler og korte bukser, men til gengæld var det meget svært at sove, da der ingen aircondition var, masser af myg og ingen mulighed for at hænge myggenet op.

Torsdag gik turen til junglen, hvor vi skulle overnatte en nat. Vi sejlede dertil i båd, og da vi på et tidspunkt skulle stige af og betale for indgang i nationalparken, hang der en masse CARE Danmark plakater på deres kontor. Så gik det op for mig, at
vi skulle til Madidi Nationalpark, hvor CARE Danmark har haft projekter. Jeg havde tilfældigvis nogle visitkort med mig, og det vakte stor begejstring, selvom jeg jo kun er piccoline.

Turen i junglen var rigtig spændende. Vi var på to fire-timers gåture, hvor vi med vores guide Elvis og oversætter John fik set, hvad junglen kan. Og den kan meget! Vi blev også budt på termitter og larver, men det var dog kun drengene der spiste dem. Om natten var vi ude og gå med lommelygter og fik set en masse insekter.

Næste dag sejlede vi atter til Rurrenabaque, og efter en god nats søvn, hvor vi betalte lidt ekstra for varmt bad og fan (luftprobel, der blæser dejligt), gik turen til sumpområdet Las Pampas.

Det regnede helt vildt, da vi tog afsted i landcruiseren. Nogle steder lagde bilen sig næsten helt ned på siden, og man kunne nemt nå vandet, nar man stak hånden ud af vinduet. Det var ret spændende, men vores chauffør var rigtig god og helt afslappet. Bilturen tog fire timer, og derefter skulle vi sejle to timer i båd. Det var en hård tur, men det hele værd!

Las Pampas er et kæmpe område, hvor man kun kan sejle rundt. Der er fyldt med træer og buske, der rager op over vandet, så de ligner en masse små øer. Jeg vil ikke skrive om alt det vi så, men det er som at sejle rundt i en zoologisk have med dyr alle vegne.

Vi boede i nogle små hytter, der er hævet over vandet, og ud over at sejle rundt om dagen (og også om natten, hvor vi fik set alligatorer), svømmede vi i flodvandet sammen med delfinerne. Vi overnattede to gange, den første nat meget forstyrret af en
irritterende brøleabe, der sad i nærheden 

Nu er vi så tilbage i La Paz (fuldstændig overdækket af myggestik), hvor vi overnatter til i morgen, og derefter går turen til Titicaca søen.

Det var alt for nu, men det blev vist også til en del.

Mange kærlige hilsner fra Signe

Vi kom afsted fra La Paz i torsdags, nogle dage senere end planlagt, da der var strejke blandt chaufførerne. Turen gik til den bolivianske by Cobacabana, der ligger ved bredden af verdens højst beliggende sejlbare sø, Titicaca søen (3800 meter over havoverfladen).

Cobacabana er en meget lille og charmerende by, men meget stille i forhold til vores liv i La Paz. Vi indlogerede os på et lille hotel og købte derefter en time i sejlbåd på Titicaca søen. Desværre var der overhovedet ingen vind, så vi nåede kun 100 meter ud af havnen, før vores unge styrmand vendte om igen. Det var dog alligevel en dejlig tur, da vi bare lå og nød solen og slappede af efter busturen.

Isla del Sol

Næste dag tog vi til Isla del Sol, den mest berømte ø i Titicaca, øen hvor den første inka og solen blev født. Der er rester fra en inkaby og indhugninger i bjergsiderne, og så skulle øen i det hele taget være meget smuk. Vi tog afsted klokken otte om morgenen i øsende regnvejr, og vi havde ret svært ved at holde gejsten oppe. Sejlturen tog to timer, og på grund af det dårlige vejr var det umuligt at skelne himlen fra havet, og vi lå bare og sov.

Da vi ankom, regnede det stadig meget, og hverken Mads eller Jens havde regntøj med. Det var også ret koldt, så vi købte huer og vanter af nogle gadesælgere. Næsten alle tekstiler her i Bolivia og Peru er lavet af alpaca uld (en slags lama), og det er rigtig lækkert. Desværre kom det hele til at lugte af våd hund efter kort tid i regnen, så vi følte os endnu mere våde og usle.

Vi havde næsten tabt modet, men så pludselig begyndte det at klare op i horisonten, og regnen stilnede langsomt af. Med et blev alt det grå forvandlet til smukke landskaber, og den ellers så mørke Titicaca sø skinnede blågrønt og indbydende. 

Vi var blevet sat af på nordsiden af øen og havde en tre timers lang gåtur foran os, før vi blev hentet igen på øens sydside. Solen bragede efterhånden ned, så vi fik hurtigt smidt vores nyindkøbte, lugtende huer og handsker ned i taskerne og smurt en masse solcreme på. Efter dagene i junglen har vi fået meget respekt for solen. Vi har alle været meget røde, og nu skiftes vi til at pille død hud af hinandens rygge. Især Jens har været hårdt ramt og har stadig store blærer i nakken.

Turen på Isla del Sol endte med at blive rigtig dejlig og smuk, så det var det hele værd. Og selv om det havde regnet hele tiden, var det sikkert blevet en oplevelse alligevel, da alt bare er så spændende.

Om aftenen holdt vi en lille fest på drengenes værelse, hvor vi delte en flaske rom (en flaske sprut koster ca. 8 danske kroner!), og Anlo og jeg tævede drengene i kortspil. Senere ville vi gerne have været i byen, det var jo fredag aften, men Cobacabana var helt stille og lukket. Vi fandt dog en bar og var først hjemme klokken fem om morgenen.

Markedet i Puno

Næste dag (lørdag) havde vi det ikke så godt, men vi skulle have en bus klokken 13:00 videre til Puno og Cuzco i Peru. Måske regner det altid om formiddagen ved Titicaca søen, i hvert fald styrtede det også ned denne morgen. Og også gennem taget på vores hotel, hvor hele underetagen sejlede i vand. Det var derfor meget godt, at vi skulle videre.

Busturen til Puno tog fem timer (på vejen krydsede vi grænsen til Peru, og det gik uden problemer), og så havde vi fire timer, før vi skulle videre til Cuzco.
Puno ligger også ved Titicaca søen, og timerne brugte vi på at besøge Islas Flotantes, som er flydende siv-øer bygget af et folk kaldet Uros. Det var spændende, men meget touristet.

Flydende siv-ø bygget af Uros-folket

Fire timer senere sad vi atter i bussen og havde ni timers kørsel foran os, før vi var Cuzco. Det var en utrolig lang køretur i total mørke og med meget dårlige soveforhold. Vi ankom til Cuzco klokken fem om morgenen, og så stod vi der...

Efter at have vandret rundt i en halv times tid fandt vi et hotel, der havde åbent og dejsede udmattede om på vores senge.

Cuzco

Nu er vi så stået op og sidder alle og skriver hjem. Cuzco virker som en dejlig by, meget smuk og venlig, her er dog ret stille i dag, da det er søndag.

Vi regner med at tilbringe en uges tid her, da her er mange muligheder for oplevelsesture og ikke mindst den berømte inkaruin Machu Pichu.

Jeg har det stadig fantastisk og nyder hvert øjeblik.

Mange kærlige hilsner fra Signe

[20. februar] Aguas Caliente og Machu Pichu

Kære allesammen!

Vi er næsten lige kommet hjem fra Aguas Caliente (varme vande), byen hvorfra man tager videre til inka ruinen Machu Pichu. Det har været en fantastisk oplevelse, men det vender jeg tilbage til.

Sidst jeg skrev var i søndags, og den dag gik bare med at slentre rundt og se på butikker og nogle flotte kirker. Cuzco er meget turistet, og man kan slet ikke få lov at gå i fred for folk, der kommer løbende og flokkes om een med menukort, reklamer og souvenirs, mens de alle snakker i munden på hinanden og følger efter een 50 meter ned ad gaden. Det må være sådan det føles at være en berømt filmstjerne, men det er meget irriterende!

Der ligger mange ruiner i nærheden af Cuzco, og mandag købte vi en guidet tur, hvor man kunne se dem alle på fire timer - på hesteryg. Det var rigtig sjovt! Vi red selv, og skulle selv styre hestene og deres tempo, og det gik faktisk ret godt, selvom de nogle gange gik (løb) deres egne vegne, og vores unge guide måtte spurte efter os. Vores stakkels guide var ikke på hest, men løb ved siden af hele vejen, men han virkede som om, han var i god form.

Om aftenen fik jeg det rigtig mærkeligt, og jeg kunne slet ikke sove natten til tirsdag. Det gjorde ondt hele vejen ned gennem brystet, når jeg trak vejret og spiste, og jeg kunne ikke løfte hovedet, når jeg lå på ryggen. Det var ret ubehageligt, for jeg har aldrig haft det sådan før, og næste dag tog jeg til lægen sammen med Anlo.

Vi fandt en læge, der kunne noget engelsk (en meget tillidsvækkende og rar kvinde), og hun undersøgte
mig og konkluderede, at jeg havde fået en infektion i spiserøret. Jeg fik nogle piller (knaldblå og skrigende orange), og allerede om aftenen havde jeg det meget bedre. Tirsdag gik med at slappe af og shoppe lidt, og så havde vi fået følgeskab af Anlos højskoleveninde Liv, som har boet i Lima i to måneder.

Næste dag besluttede vi at tage til til Aguas Caliente, så vi tjekkede ud af vores hotel og sidst på eftermiddagen kørte vi i taxa til toget. Der er et turist tog og et lokalt tog, og det er strengt forbudt for turister at bruge det lokale tog, der koster en tiendedel af det, vi skulle betale. Det var rigtig hyggeligt at køre i tog, men det var aften og helt mørkt, så vi fik ikke nogen udsigt.

I Aguas Caliente fandt vi et billigt hostel og gik direkte i seng, for vi ville stå op klokken seks og tidligt til Machu Pichu, før alle de andre turister ankom.

Næste morgen stod vi ved bussen klokken syv, meget trætte, men spændte på at se de berømte ruiner. Aguas Caliente ligger ved foden af et bjerg, og oppe på toppen ligger Machu Pichu. Busturen tog tyve minutter, og så var man der pludselig, midt i inkaernes gamle og forladte by.

Machu Pichu er overvældende, både fordi der er så meget historie i det, men også på grund af den fantastiske udsigt der er, lige meget hvorhen man kigger. Vi købte en guidet tur og blev faktisk ret kloge af det, og derefter besluttede vi os for at bestige et bjerg ved siden af. Det var godt nok hårdt! Vi gik op ad noget, der engang havde været trapper, så stejlt at man nogle gange skulle klatre. 

Det tog 50 minutter, og vi var helt smadrede, men det var det hele værd! Udsigten var fantastisk med Machu Pichu under os og Andesbjergene i baggrunden.

Derefter tog vi tilbage til Aguas Caliente, men denne gang gik vi de otte kilometer ned ad bjerget i stedet for at køre i bus. Halvvejs nede åbnede skyerne sig, og regnen styrtede ned, og vi blev fuldstændig gennemblødte! Men så var det rigtig rart at vide, at vi var på vej til Aguas Caliente, hvor der springer varme kilder ud fra bjergene. Anlo, Liv og jeg var lige hjemme og vende på vores hostel, men skyndte os videre til de varme kilder, hvor vi lå i i hvert fald en time og blev rigtigt varmet igennem. 

Nu ville vi egentlig gerne tilbage til Cuzco, for selvom Aguas Caliente er smuk og hyggelig, er den også lidt mærkelig, fordi folk kun kommer der for at tage til Machu Pichu. Men toget gik ikke om aftenen, så vi måtte tage det klokken kvart i seks næste morgen. Efter aftensmaden gik vi lidt rundt i byen, men vi var alle så trætte i benene efter vores gåture, at vi gik hjem i seng ved tolvtiden.

Det var rigtig svært at komme ud af sengen klokken halvfem i morges, men vi skulle jo nå vores tog, og efter fire timers bumlekørsel er vi nu atter i Cuzco.

Nu går jeg med Anlo ud og får noget frokost og prøver at finde ud af, hvad vores videre planer er. Måske tager vi på river rafting i morgen, men det er uklart. Vi har jo næsten kun en uge tilbage, og der er mange ting, vi gerne vil nå.

Kærlig hilsen Signe

[28. februar] Arequipa, Ica, fødselsdag, sand surfing....

Kære allesammen!

Først og fremmest mange tak til alle dem, der har sendt mig fødselsdagshilsner. Jeg har slet ikke haft tid til at kunne svare på dem allesammen, så dette bliver en fælles tak.

Siden jeg skrev sidst, har vi været langt omkring i Peru, mere eller mindre planlagt.

Da vi kom tilbage til Cuzco efter vores Machu Pichu tur, valgte vi at blive nogle dage i byen og slappe lidt af. Det er nemlig lidt anstrengende at opleve så mange ting og hele tiden skulle videre uden at have tid til at bearbejde alle indtrykkene. Fredag og
lørdag gik derfor med hyggelige cafeture, shopping, museer og en biograftur.

Søndag gik det så atter løs, for vi skulle ud og river rafte på Urubamba floden. Desværre havde jeg kastet op hele natten og havde det rigtig dårligt, så jeg valgte i sidste øjeblik, da vi stod ved bådene med al vores udstyr på, at blive i campen ved flodbredden. Det var heller ikke det værste sted at slappe af, da jeg fik en liggestol under et stråhalvtag og kunne ligge og kigge ud over den rivende flod og de smukke bjerge i baggrunden.

Om aftenen havde jeg heldigvis fået det bedre, for vi skulle køre tolv timer i bus sydpå til byen Arequipa, som ligger omkranset af tre vulkaner og smukke kløfter. Til gengæld have både Jens og Liv fået dårlig mave, og passageren bag mig brækkede sig hele vejen, så det var en hyggelig tur.

Vi ankom klokken syv mandag morgen og fandt hurtigt et lille hotel, hvor vi sov i et par timer. Bagefter gik vi ud for at finde et bureau, der kunne tage os på en trekkingtur i Colca Canyon. Og så faldt bomben: Alle busser ville strejke fra næste dag på ubestemt tid! 

Liv havde et fly hjem fra Lima om fredagen, og Anlo og jeg havde planlagt at være i Lima i hvert fald lørdag, så pludselig var vi på meget usikker grund i Arequipa, som ligger ca. 800 kilometer fra hovedstaden. Jens og Mads havde ikke noget problem, for de skal først hjem om en måned, så de bestilte en trekkingtur. Anlo, Liv og jeg kunne slet ikke overskue situationen, for alternativet var, at vi skulle tage en bus til Lima (eller en anden by tæt på Lima) allerede samme aften.

Vi gik lidt rundt i Arequipa og overvejede frem og tilbage, men kunne slet ikke bestemme os. Til sidst gik vi på internet cafe, og så blev situationen pludselig afklaret... Ved disken stod to lyshårede piger, der viste sig at være Rikke og Maria fra Roskilde. De var i samme problem som os, og da de virkede rigtig søde og gerne ville følges med os, afgjorde det sagen: Vi tog til Ica (syd for Lima) samme aften!

Det var ret sørgeligt at vi pludselig skulle sige farvel til drengene, især fordi det kom så uventet. Vi spiste en hyggelig afskedsmiddag, og jeg fik gaver af dem, da de akkurat ikke nåede at være med til at fejre min fødselsdag.

Klokken ti om aftenen forlod vi Arequipa efter at have tilbragt 15 timer i byen. Lidt fjollet og ret ærgerligt, men sådan måtte det blive. Vores bus var denne gang en lokal, overfyldt bus, der skulle bumle afsted i ti timer med mange stop undervejs. Jeg sad ved siden af en mand, der lugtede ud af munden og fyldte rigtig meget, og sådan startede min fødselsdag, da klokken rundede tolv midnat. Det lyder ikke så godt, men jeg sad og tænkte over situationen og syntes egentlig, at det var fantastisk! Tænk en gang at fejre sin fødselsdag sådan, det kommer jeg nok aldrig til igen.

Vi fik stort set ikke sovet denne nat, og i Ica væltede vi bare ud af bussen og satte os direkte ind i en taxa, der kørte os til et hotel. Vi skulle bo i Huacachina, en lille oase midt i den ørken, der omgiver Ica. Der er en lille sø med strand og hele vejen rundt rejser kæmpe sandbjerge sig.

Fra kulden i højderne var vi nu kommet helt ned til kysten og 30 graders varme, og det var rigtig rart! Værelserne på hotellet var ret primitive og med skorpioner under sengene, men der var hængekøjer, swimmingpool, palmer og en udendørs bar, så min fødselsdag så alligevel ud til at blive en succes. Jeg fik en masse gaver af søde Anlo og så slappede vi af ved poolen og fik sovet lidt.

Om eftermiddagen skulle vi ud og sandboarde (snowboard i sand), og det blev en vild oplevelse! For det første kørte vi gennem ørkenen i en mærkelig åben vogn, med meget høj hastighed og op og ned ad de største bakker, så det var fuldstændig ligesom at være i rutchebanen i Tivoli. Vi skreg og hylede og grinede og prøvede samtidig forgæves at tage billeder af de smukke landskaber.

Så skulle der sandboardes, og det var også en vild oplevelse. Vi fik bare udleveret boards, og så kørte vognen ned for foden af bjerget, hvor vi helst skulle ende for at blive kørt op igen. Vi væltede rundt og fik sand alle vegne, men det var rigtig sjovt. Til
sidst blev vi kørt til en bakke, der var endnu højere end de andre, og nu fik vi tilbudt at ligge på maven på boardet hele vejen ned. Først sagde vi nej, for det virkede fuldstændig vanvittigt, men da flere andre gjorde det, og det så ret sjovt ud, valgte Anlo, Liv og jeg at gøre det, mens Rikke og Maria prøvede at stå på sandboard ned.

Anlo kørte først, og det gik godt, men da Liv var næsten nede i bunden, røg hun af brættet og rullede resten af vejen. Jeg kunne ikke rigtig se, hvad der skete, for jeg lå allerede parart på maven og kunne kun se en kæmpe sandsky. Jeg skulle lige til at rejse mig op, men så blev jeg skubbet afsted og susede ned ad bjerget. Det gik så hurtigt, at man slet ikke kunne nå at opfatte det, før man var nede i bunden, med sand i hele hovedet. Stakkels liv sad med tårer i øjnene, meget forskrækket og med store hudafskrabninger på begge arme, men ellers uskadt.

Bagefter tog vi hjem til hotellet, hvor der var barbeque aften og gratis drinks hele natten, så jeg kunne rigtig blive fejret. Vi var bare så trætte allesammen, så vi gik allerede i seng ved tolvtiden. Det havde været en fantastisk fødselsdag, og jeg havde faktisk været vågen i alle fireogtyve timer.

Næste dag (onsdag) tog vi en tur ind til Ica, men der var slet ikke til at være for peruvianske mænd, der piftede og råbte og lavede kysselyde efter os. Det er virkelig irriterende, og vi har jo ikke rigtig oplevet det før, da vi har fulgtes med Jens og Mads næsten hele tiden. Og så blev det nok ikke bedre af, at vi havde fået følgeskab af to blondiner. Så vi tog tilbage til vores dejlige hotel og slappede af og spiste en masse chokolade.

Torsdag tog vi videre til Pisco, som ligger længere oppe ad kysten, endnu tættere på Lima. Busserne strejkede åbenbart ikke længere, men mange kørte meget uregelmæssigt. Turen tog kun en time, og vi mødte en sød fyr, Jose, der skaffede os et hotel. Det koster ellers ti dollars pr. nat, men han kender receptionisten, så vi betaler kun fem dollars. Det er stadig meget mere, end vi plejer at betale, men det er så rart at have eget badeværelse, en god madras, fjernsyn, ingen dyr og et troværdigt personale. 

Om aftenen kørte Jose os til den lokale strand, hvor vi badede i det varme Stillehav i solnedgangen med store pelikaner flyvende få meter fra os. Det var sådan et øjeblik, hvor man føler sig lykkelig!

I dag har vi været på en rigtig turisttur til Islas Ballestas (nogle små klippeøer) og set søløver, pingviner, pelikaner, delfiner og en masse fugle. Bagefter blev vi kørt til en strand, hvor vi har ligget resten af dagen og nydt solen og det lækre havvand.

Nu er vi på vej ud for at spise aftensmad, og måske ankommer Jens og Mads til Pisco senere i aften, hvis busserne er medgørlige. Det kunne være rigtig dejligt at se dem igen og få sagt ordentlig farvel.

I morgen tager Anlo og jeg til Lima, og så er mit sydamerikanske eventyr ved at være slut - for denne gang i hvert fald. Jeg glæder mig til at se alle jer derhjemme igen.

Kærlig hilsen Signe

[23. marts 2004] Hjemme igen

Kære alle!

For god ordens skyld sender jeg hermed sidste brev som led i min Sydamerika-rejse. Som de fleste sikkert ved, er jeg kommet godt hjem til Danmark og efter at have været hjemme i halvanden uge, er jeg ved at have genfundet de gamle hverdagsrutiner.

Sidst skrev jeg fredag aften fra Pisco, hvor vi ventede at møde Mads og Jens igen, der skulle komme fra Arequipa. Desværre dukkede de aldrig op, hvilket gjorde os både meget bekymrede, men også ret irriterede, da vi overhovedet ikke hørte fra dem og ikke rigtig kunne lægge planer.

Så vi tog til Lima lørdag eftermiddag, og Maria og Rikke tog med os, da de skulle flyve til Brasilien om tirsdagen. Alle har sagt til os, at man skal holde sig langt væk fra centrum og bo i en af forstæderne, Baranco eller Miraflores, så vi indkvarterede os på et hostel i Miraflores.

Det var virkelig anderledes at komme til en storby. Der var storcentre, fine restauranter og tøjbutikker med rigtige prøverum! Vi så på butikker, skrev mails, spiste aftensmad (lettere rystede over, at der var jernkæder under bordet til at lænke sine ejendele fast) og tog tilbage til vores hostel - og dér stod Mads og Jens, lige ankommet med fly fra Arequipa!

Det havde været umuligt at komme med bussen til Lima, da busserne stadig strejkede omkring Arequipa, så de havde besluttet at flyve, selvom det var meget dyrere. Det var selvfølgelig ærgerligt, men også godt, at vores beslutning om at forlade Arequipa så hurtigt havde været rigtig.

Anlo og jeg tog med drengene i byen for at fejre genforeningen, og vi var først hjemme klokken fem om morgenen (undtagen Mads, der selvfølgelig gik med en pige hjem - han kunne have sparet mange penge på hotelværelser, da han tit har sovet andre steder).

Næste dag var min absolut sidste dag i Sydamerika. Vi stod allerede op klokken ni, da vi ville have noget ud af dagen, men vi var ret trætte, så dagen gik bare med at gå rundt og shoppe og spise is. Jeg havde også svært ved at koncentrere mig, da min hjerne allerede var ved at pakke og på vej mod Danmark. Vi spiste en hyggelig afskedsmiddag, og Anlo og jeg gik tidligt i seng, da vi skulle op klokken fire om morgenen.

Mit fly lettede klokken otte, men der er check-in tre timer før, og selv om Anlo først skulle flyve klokken tre, tog hun med mig og ventede 10 timer i lufthavnen. Det var rigtig mærkeligt at skulle skilles efter at have fulgtes ad i fem uger, men efter mange lange kram gik jeg gennem billetkontrollen og vinkede det sidste farvel til søde Anlo, der snart ville være i Guatemala.

Min tur hjem (Lima-Miami-Chicago-København) var lang, men gik fint, dog med en masse forsinkelser og forvirring, så jeg slet ikke havde tid til tax-free shopping. Træt, men glad ankom jeg til Kastrup tirsdag eftermiddag, hvor jeg blev taget godt imod af min familie og Asger.

Som sagt har jeg efterhånden vænnet mig til at være hjemme, og det er dejligt at se familie, venner og Asger igen, men jeg savner bestemt livet som oplevende og fri back-packer. Især fordi de andre stadig er afsted. Men det har været en fantastisk oplevelse, og jeg er sikker på, at jeg vil vende tilbage til dejlige Sydamerika igen...

Kærlig hilsen fra Signe