>
D. 13. august 2011 mødte ca. 65 gode mennesker op på Nyrupgård.
Det var stort set én for hvert år Anne har levet.
Der blev spist og snakket igennem fra starten, en sommereftermiddag med de
sædvanlige truende skyer, til en mørk sommeraften.
Det blev ved truslerne.
Vi blev beværtet med kaffebord og kager til, med en eventyrlig god buffet med alskens kødretter og salater og med
fyns bedste natmad.
Og underholdningen var i top:
Under kyndig ledelse af en erfaren sprechstallmeister
sang vi fædrelandets glade sange i lokale varianter og overværede adskillige indslag, fra en broderlig håndstand, over et børnekors hyldest til værtinden, via et multimediashow blændende fremført af der Sprechstallmeister
og publikum til et overdådigt cirkusindslag med jonglører og tryllekunstnere.
Jo, det var madfornøjede, snakkemætte og glade gæster, der efter mange gode
timer på Nyrupgård drog hver til sit.