På vulkaner
En herlig uge i september på verdens tredje største vulkan.

Af Lars Christensen, Brønshøj den 16. oktober 2004

Man skal stå tidligt op, hvis man skal til Tenerife. Så det gjorde vi – Carl Peder, Inger, Anne Marie og Lars - tirsdag den 21. september. Grislingerne overnattede i Brønshøj, for vi skulle hjemmefra kl. 5 om morgenen! Signe, der nærmest lige var kommet hjem fra rus-tur og derfor lignede en zombie, kørte med os til lufthavnen, gav et kys og klem og førte bilen tilbage til Brønshøj.

Vi andre fire befandt os inden længe i et tætpakket fly på vej til Tenerife – nærmere betegnet Atlantic Holiday Center i Callao Salvaje på Tenerifes solrige sydside. [klik på kortet for at se det i stor størrelse]. Stedet ejes af Dansk Folkeferie, og vi havde bestilt en handikapvenlig lejlighed og en almindelig lejlighed – begge med havudsigt. Check-in i Kastrup gik fint med kørestolen. Vi kørte ud til gaten, hvor to Falck folk læssede mig over i en smal kørestol, som kunne være i mellemgangen i flyet. Her blev jeg sat over i et flysæde. Da vi ankom til Tenerife var der igen spanske hjælpere, der stod parat og fik mig og kørestolen bragt fra flyet og ind i ankomsthallen. Det fungerede bare!

Vi havde lejet en bil, som stod klar til os i lufthavnen. Så mens alle andre kørte med turistbus, tog vi selv turen til hotellet i vores Citroen Xsara Picasso, som var rummelig, komfortabel og med den uundværlige aircondition. Uundværlig, fordi der er varmt på Tenerife – gennemsnitligt 25 grader i september-oktober.

(klik på billederne)

Da vi ankom til hotellet, som vi nu kunne se holdt hvad det lovede med hensyn til havnærhed, fik vi et forfriskende glas velkomstjuice og derefter nøgler til værelserne. Og så kom havet endnu tættere. En forrygende udsigt slog os i møde fra værelsernes altaner. Inger og Carl Peder med en rolig, stille udsigt og hele Atlanterhavet som horisont-linje. Anne Marie og Lars med brølende, skumklædte dønninger langs kyststrækningen lige neden for altanen.

Det hele var imponerende og overvældende, og for at blive i den opbruste stemning blev vi enige om allerede samme eftermiddag at afprøve bilen. Vi ville nordpå op langs kysten. Blot en kort tur før aftensmaden. Vi forlod Callao Salvaje og vi fik nu set, at det man fra flyet kunne tro var marker med brunkål i virkeligheden var enorme bananplantager dækkede med brunligt net. Vi fik at vide, at de plantager med net ejedes af de rige, mens dem der blot havde plastposer rundt om hver enkelt palme var de fattige.

Landskabet var fantastisk, og det hele kulminerede, da vi nåede til Los Gigantes, som er nogle enorme klippeformationer, som fra vandsiden rejser sig i høje vægge adskilt af dybe kløfter. Med den udsigt brændt fast på nethinden kørte vi tilbage til hotellet, hvor vi indtog aftensmaden – en lækker tre retters menu. Hotellets restaurant var byens bedste spisested fik vi at vide. Og så var det jo skønt at kunne sidde udenfor på terrassen og indtage maden, mens solen gik ned over vandet. 

Vi benyttede os tre gange af restaurantens kulinariske formåen. Anden gang var en formidabel velkomstmiddag om onsdagen med vin og vand ad libitum og tredje gang var vores sidste aften på øen. Alle tre gange var en stor succes, hvor vi fik talt med nogle af de andre søde gæster. Det blev især et ægtepar fra Silkeborg og Dorthe fra Grenaa og hendes to supersøde tvillinger Nanna og Laurids.

Onsdag var Teide dag. Vulkanens krater i midten af øen skulle bestiges. Teide er verdens tredjestørste vulkan, som senest var i udbrud i 1798. Turen til Teide går ad snoede bjergveje gennem Tenerifes højeste beliggende by Villaflor, som er en slags kurby med rent kildevand og uspoleret bjergluft. Videre gik det gennem pinjeskov indtil også træerne gav op over for højden og vi kørte ind i det enorme krater (knap 20 km i diameter), som ligger i 2.500 meters højde, og hvor landskabet er nærmest måneagtigt. Ikke underligt, at man her har optaget dele af Star Wars og Abernes Planet.

(Se http://www.internetmedia.dk/foto273/foto273.html og oplev et panorama foto af krateret).

Endnu højere oppe kunne vi se spidsen af Teide, som man kan komme op til via en svævebane. Det undlod vi (luften er tynd - ca. 2/3 af trykket ved havoverfladen) og spiste i stedet vor medbragte mad. Det var mere sikkert end at blive hejst 1.200 meter op på under 8 minutter.

Torsdag var vi mætte af de mange indtryk og tog en slapperdag. Der blev badet i poolen, som indeholdt opvarmet havvand og derfor var ualmindelig lækker. Vi fandt nogle gode pladser ved poolens kant under parasollerne og senere blev der spist frokost i CPINs lejlighed og sovet eftermiddagslur. Der blev ikke forbrændt så meget fedt den dag. Men om aftenen gik vi flere hundrede meter op i den lille by, hvor vi spiste på en kinesisk restaurant. Vi skulle bare lige have lidt at spise – og så lærte man, at den går ikke på en kinesisk restaurant. Vi blev tromlemætte.

Jeg blev jo transporteret rundt i kørestolen, som vi havde med hjemmefra. Den kunne snildt være i vores bil, og rundt i byen var der slisker hist og pist, så det lykkedes at komme op på fortovene, som ellers er hævet 20-30 cm fra kørebanen. På hotellet var der elevator og ellers ingen hindringer. Så alt i alt fungerede det hele, selvom det var noget hårdt for skubberne ind i mellem. I lejligheden var der brede døre, så kørestolen kunne komme rundt, og på toilettet var der opsat en toiletforhøjer. Det sidste betød, at jeg dårligt kunne nå gulvet, men det var bedre end toiletter uden forhøjer, hvor man nærmest sad med knæene oppe i hagen. 

Fredag var vi igen ved poolen om dagen. Men det var sandelig Inger og Carl Peders bryllupsdag, og Grislingerne inviterede derfor på en tur langs kysten sydøstover indtil vi drejede ind i landet og op i 1.000 meters højde til Granadilla og derfra videre vestpå med en storslået udsigt over kysten. Vi skulle spise nær San Miguel, men måtte desværre konstatere, at den gik ikke med kørestol. Restauranten der er hugget ind i en klippe og med panoramavinduer kunne ikke besejres. Vi havde dog haft en superudsigt fra bilen, så i stedet kørte vi videre til Los Cristianos ved kysten, hvor vi gik en tur på strandpromenaden og spiste en vidunderlig middag på en italiensk restaurant kun et lavastenkast fra stranden. Her var meget turistet og mange mennesker. Men vi nød den lune aften ved havet, og det var dejligt at kunne gå tur ad strandpromenaden. Da vi kørte fra Los Cristianos og nabobyen Playa de las Americas blev vi dog meget enige om, at vi var glade for at bo i det stille Callao Salveje. Det vi forlod, var nærmest Spaniens svar på Las Vegas.

Lørdag var vi søreme igen ved poolen, og det blev store badedag for mig. Efter at have kigget længe på poolen og dens tiltrækkende indhold, fandt vi til sidst en løsning, hvor Inger, Carl Peder og Anne Marie løftede mig ned i den lave del af bassinet. Og det lykkedes også at få mig op igen. Så nu var vejen åben for daglig pool-badning for mig i de kommende dage. 

Sent på eftermiddagen kørte vi til den nærliggende by Adeje, som skulle være meget oprindelig. Det blev en sightseeing i bil, idet der ikke rigtig dukkede nogle spisesteder op. Så vi endte i vores naboby La Caleta nede ved vandet, hvor vi fandt et lille lokalt spisested. På søjlerne hang der papegøjer i bur og på jorden var der mjau’ene katte. Meget oprindeligt! Tjeneren, som havde et gigantisk cykelstyrsskæg og også var ganske oprindelig, tilberedte vist selv maden, som bestod af overgigantiske portioner af tun og steak. Udmærket – og meget billigt.

Søndag blev der igen badet ved poolen og spist frokost under parasollerne. Og om eftermiddagen ved femtiden var det tid til at drage til nordkysten. Nærmere bestemt til byen Garachico for at spise aftensmad. På kortet ser det ud som en lille tur på ca. 20 km, men i virkeligheden er det en snoet bjergtur, som tager næsten 3 timer. Vi drejede så mange gange ad smalle, snoede serpentinerveje uden autoværn, at der var alvorlig fare for, at chauffør Carl Peder ville få armene viklet ind i hinanden. I forvejen gik hans ben nærmest som trommestikker mellem speeder og bremse fordi vejen hele tiden gik op og ned. Det var en hård tur at køre.

Det sidste stykke vej til Garachico var vi højt oppe på bjerget og så byen langt nede – nærmest lodret nede. Så vejen gik stort set ned ad klippevæggen på hylder, der var hugget ind i siden. Dramatisk og storslået. Da vi nåede ned, var der ikke mere end en halv til en hel time før det blev mørkt, og vi skulle hurtigt finde et spisested. Vi gik langs havnen og op ad bjergsiden kunne vi tydelig se, hvor lavaen havde flydt, da den væltede ned og dækkede store dele af byen i 1706. Oppe bagved fandt vi kirken, et torv og en restaurant, som bød på paella, lasagne og steak. Her var hyggeligt, og mens vi spiste faldt mørket på. Vi besluttede at vi ikke ville køre op ad bjerget hjem igen. I stedet ville vi finde vejen langs kysten hele vejen rundt om øen. Det gjorde vi så – og det tog formentlig kortere tid end hvis vi havde kæmpet os op over bjerget igen.

Mandag – den sidste dag på vulkanøen blev efterhånden traditionen tro tilbragt ved poolen om dagen. Af uvisse årsager var der på et tidspunkt opvisning af tøj, som man kunne købe med hjem. Det gad vi ikke – vi ville hellere slappe af, bade og spise frokost. Tidlig aften gik vi tur i den lille by og købte et par gaver. Og så sluttede vi af med en dejlig middag på hotellets terrasse. Hele vejen igennem en slapperdag oven på den store bjergtur den foregående dag.

Tirsdag er der ikke så meget at sige om. Det var hjemtursdag, og vi drog til lufthavnen og afleverede bilen. Hjemturen gik fint – igen var der hjælpere til kørestolen både på Tenerife og i Kastrup. Og Signe stod parat til at tage imod os og køre os til Brønshøj. Grislingerne havde så en ekstra køretur før de var hjemme. Godt at de var med – både som det gode selskab og som hjælpere.