Af Lars Christensen, Brønshøj 16.6.2004
Udsendt fra CPIN-NYT

Som den danske Grundlov er sikret var det gode vejr naturligvis også sikret den 5. juni i Gislinge, hvor Carl Peder og Inger havde indbudt til Grundlovsdag med Peace, Love and Understanding og Grundlovstale i haven kombineret med en historisk fotoudstilling, god mad, forrygende taler, yderst musikalsk underholdning, sprudlende folkedans og en ustyrlig snakkelyst på tværs af bordene i byens smukke forsamlingshus – alt sammen for en samling veloplagte gæster fra familie og vennekreds.

deltagerliste.jpg (229230 byte)(Klik på deltagerlisten) 

Alle var mødt op denne dag for at hylde værtsparret, som ikke alene er fyldt 2 x70 år, men som også er blot et år fra at kunne markere guldbryllup. Og der var i sandhed tale om et upåklageligt arrangement, som fastholdt gæsterne i en overordentlig god stemning hele vejen igennem.  

Grundlovstalen blev leveret af folketingsmedlem, stud. scient. pol Pernille Rosenkrantz-Theil fra Enhedslisten, som i øvrigt bor i Brønshøj. I sin tale fra den store hjemmebyggede talerstol og med Dannebrog i baggrunden drog hun fine sammenligninger mellem hvad der skal til for at sikre et godt ægteskab og de grundlæggende værdier, som et samfund og en god verden skal bygges på. Og i den forbindelse huskede hun da også at minde om, at den måde USA opfører sig på p.t. ikke er noget at råbe hurra for.  

Derimod var der god grund til at fremhæve værtsparrets gode værdier, idealer og opførsel, og alle tilhørerne følte varmen stige i sjæl og på krop, hvilket førte til direkte til afsyngning af ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, som lød smukt på trods af de få indbyggede stave- og kommafejl, hvor især sætningen ”… hvæsset som kniv mod ostene” sprang i øjnene.

Efter indtagelsen af grundlovstale, sang, drikkevarer og kager vandrede deltagerne i samlet procession ad Byvej, krydsede den lille jernbane og fandt forsamlingshuset. Her blev der straks budt på nye forfriskninger oven på den lange tur, og deltagerne kunne med egne øjne beskue den flotte udstilling med billeder fra værtsparrets begivenhedsrige liv. Enhver deltager kunne et eller andet sted i udstillingen finde sig selv foreviget af et kamera.

Glæden steg til uanede højder, da foldedørene til salen blev foldet sammen. Godt nok blev den opklæbede bordplan foldet med og forsvandt, men det opvejedes til fulde af det prægtige skue af veldækkede borde i et smukt forsamlingshuslokale, der kom til syne. Gamle som unge myldrede nu ind og fandt deres pladser – for her skulle de næste mange timer nu tilbringes.

Der blev lagt ud med en superb forret, og derefter gik det slag i slag med lækre retter fra tag-selv-bordet, og til sidst blev der serveret islagkager, som fik tårerne frem hos de fleste. Kaffe og chokolader satte prikken over i’et, og så var enhver kulinarisk drøm opfyldt hos deltagerne. Meget lækkert! (klik på menuen) 

menu.jpg (186212 byte)Og mens ganerne vibrerede i madlykke og tungerne galopperede i rig samtalelyst, blev det hele krydret med klassisk musik, folkeviser og -dans, rapsange og taler. Hyggen blandt gæsterne og hylderiet til værtsparret kunne være blevet ved i dagevis. Men hen mod midnat meldte trætheden sig, og glade og mætte på både mad og oplevelser måtte gæsterne se sig tvunget til at drage af en efter en. Så klokken ca. to efter indtagelse af en dejlig suppe takkede undertegnede udsendte fra  www.cpin.dk af og drog til Gislinge Bed and Breakfast for at tilbringe natten. En dejlig dag var slut og dermed også en af de oplevelser, som der vil blive talt om med stor glæde i årene frem. 

Tak for festen!

Se billederne fra festen her