|
||
|
Forfatter Inger |
|
Det var en luksuskahyt jeg sov i. Ved siden af mig lå en ældre dame og ovenover en ung pige, begge finner. Den unge beroligede den ældre inden vi gik til køjs og det havde hun gjort godt, for den ældre talte til een og sov som en snorkende sten mens den unge blev ved med at vende og dreje sig. Klokken 7 svensk tid (vi fik en time forærende) var vi i havn i Stockholm, så CP og jeg mødtes klokken 0630 med fuld oppakning. Vi nåede lidt morgenmad (fra madtasken) og satte os i cafeen og nød det. Indsejlingen var meget køn med skærgården i morgensol. Af - og pålæsningen af disse store færger er ret kaotisk, men vi ventede meget længe med at gå fra borde og undgik den værste trængsel. En gratis bus kørte os til centralstationen i Stockholm. Toget til Våsterås gik klokken 0836 og klokken 10 ankom vi til Våsterås med alle tanker vendt mod de gamle minder fra 1957, hvor vi boede i Jotsberga. CP efterlod mig på stationen mens han gik i byen for at veksle penge. ASEA nu ABB præger byen med sin kæmpekolos af en bygning lige foran den gamle meget undseelige stationsbygning af træ. Jeg var bagefter en tur i byen efter mad og med provianten i orden tog vi bussen ud til vandrehjemmet Lövudden, der sjovt nok ligger lige i nærheden af vores (gamle gård) hus i Jotsberga. Vi kom for tidligt og måtte sidde udenfor og spise frokost indtil vores værelse var klar kl. 13. Lövudden er et KFUK/M vandrehjem og bærer meget præg af det religiøse. Der er både indendørs og udendørs kapel/kirke. Bortset fra det var det et flot gammeldags sted med mange træhuse og god plads imellem og lige ned til Mälaren og havde derfor også en køn udsigt. Västerås er en industriby, der ligger og skæmmer med sine store fabrikskolosser. Vi fik et rum for os selv med køjeseng og et lillebitte WC med håndvask. Vinduet vendte ud mod hotelbygningen og døren med egen trætrappe vendte ud mod søen. Her var pænt og ordentligt og en vis strenghed som der jo ofte følger i kølvandet på de guddommelige regler. CP's stedsans fortalte os at vi var ret tæt på Jotsberga, men navnet findes ikke på landkortet længere. Men vi genkendte en lille flyveplads m.m. og besluttede at trave de 3 -4 km hen og se "de gamle steder". Vejret var lusket, da vi forlod vandrerhjemmet kl. ca. 14. Det var spændende at gå i det "historiske område". Var det nu her vi engang tog hen og badede (dengang CP smed AM ned i vandet til mig og jeg ikke kunne bunde) eller var vi et andet sted. Det forvirrede os (især CP, jeg er det i forvejen), at vejen var lagt om og den vej, der skulle føre forbi huset i Jotsberga, var forbudt bilkørsel. Nå, vi gik den vej, og så i det fjerne en stor rød lade som lignede den lade vi kendte og stilede mod den. Jo nærmere vi kom desto mere forvirrede blev vi, fordi det hele så så mondænt ud. I det fjerne så vi en flok flagstænger og gættede på en tankstation (men nej, hvis vejen var bilfri ..). Måske huskede vi helt forkert. Men Pettersons hus, det lille røde med de hvide vinduer var der måske. Pludselig dukkede "vores hus" frem. Følelsen af at være kommet hjem var meget kraftig. Det hele lå foran os, som i tankerne, men forherliget, nymalet og med saftige, grønne, nyslåede græsplæner rundt om så langt øjet rakte. Vi gik lidt til venstre og fandt Pettersons hus uforandret og velholdt. Så begyndte vi at grine. De havde sku lavet hele molevitten om til en mondæn golfklub. Golfspillere i det rigtige antræk færdedes med raske skridt på kryds og tværs og foran "vores hus" var der en udendørs cafe og indenfor en lækker restaurant. Ovenpå var der konferenceværelse i det rum vi boede i den første måned og i vores soveværelse var der stort skilt på døren: "Systembolaget". Det var mærkeligt at stå inde i vores stue og røre ved den gamle kakkelovn (den hvide med kakler) og se folk sidde i vores køkken og drikke kaffe med strittende lillefinger. Selvfølgelig måtte de have det at vide, at vi boede et helt år her for 36 år siden. Der var en som hidsede sig op til at sige: "Ja! her må vel være forandret". Det gamle træ, jeg har malet, stod der endnu og vi fik begge to klumper i halsen, da vi klappede det. Birketræet foran vaskehuset var blevet større og vaskehuset var blevet til et interessant hul i jorden. Landskabet, det svagt kuperede, var det samme, men friseret, klippet og glattet, så vi igen måtte grine. Brønden, hvor jeg hentede vores daglige vandforbrug ved at hejse en spand op fra dybet, var forsynet med en håndpumpe og en masse blomster, altså kun til pynt. Vi sad udenfor og drak en kop kaffe og mindedes. Helle, Karolus, Annette, Dietrich, svigermor og - far, Per, Ulla, Ole og alle de andre danskere som besøgte os det år og som dengang færdedes på det sted, hvor vi nu sad så nydeligt og drak kaffe. Laderne var også indrettet med henblik på golf - kondi m.m. På vejen hjem i regnvejr, skød vi genvej over en golfplæne og ind i en lille skov. Det var torden og CP standsede brat op da et par hugorme kælent fjernede sig fra den lille sti vi fulgte. En passende dramatisk hjemtur fra en 36 årig tankerejse, der blev realiseret. Det var afslutningen på vores ferie, nu manglede vi bare den sidste hjemrejse. Om aftenen gik vi en lille tur hen til gården (hovedbygningen) på hvis jord vandrehjemmet var bygget. |