Forfatter: Carl Peder


Rikkes fødselsdag ! 
Vågnede tidligt og lavede kaffe ved hjælp af kaffefilter fra Haparanda og papbæger fra toget - jävligt. 
Ellers nok en smuk dag, klar sol og høj temperatur. Allerede før 9 var vi på vej mod vort første museum. Vi gik ad et fint stisystem, under motorvej, over et sportsanlæg med en gigantisk og flot snedriveagtig hal. Over jernbanen og stadig med flotte bygninger omkring os frem til markedspladsen, hvor et vældigt liv udfoldede sig. 
Vi fandt hurtigt det første: "Museet for moderne kunst". Stueetagen var opfyldt at meget moderne billeder og skulpturer bl.a. store bogstaver i træ. Basis i kunstsamlingen, der egentlig er skabt af en industrifyrste, var finsk kunst fra begyndelsen til midten af dette århundrede. Mange virkelig gode billeder. Især var der en lokal kunstner, der vistnok hed Rakissina, med nogle melankolske og skæbnetunge billeder, der gjorde indtryk. 
Næste var Kuopio Museum med glaskunst, zoologisk museum og ting og sager. Mest indtryk gjorde en række fotos fra århundredskiftet. 
Sidste var et frilandsmuseum med huse fra byen. Det var godt. Både store og velindrettede arbejderboliger fra forrige århundrede og en bolig fra trediverne var specielle. Det er lidt besynderligt at se sin barndom på museum. 
Vi var en smut i Katedralen, som ligger højt med et flot vue ned over store blomsterbede ad en lang gade til søens vand nær ved havnen. 
Efter en kop kaffe på markedspladsen først på eftermiddagen gik vi hjem til vandrehjemmet. Så delte vi os, Inger gik mod vand og solbadning. Jeg ville veksle penge og tage en middagslur. 
Jeg endte igen på markedspladsen før det lykkedes i bagende sol og jeg ved ikke hvor mange grader. Fik også bestilt togplads. Jeg tog bussen op og vi mødtes igen (jeg nåede en minilur) og Inger lavede Lasagne efter en lang bytur for at skaffe forme. 
Om aftenen gik vi hele turen igen helt til havnen. Vejret var stadig utrolig flot og havnemiljøet en meget spændende og smuk oplevelse. 
En intens og spændende dag i en overvældende flot by.