|
||
|
Forfatter: Carl Peder |
|
Jeg vågnede før vækkeuret og gik hen til receptionen som - oh lykke - var ved at brygge kaffe. 0615 ringede vækkeren - brusebad og morgenmad med frisklavet kaffe. Ud af døren og ilmarch til busstationen, hvor vi fik placeret bagagen i lastrummet og os selv i et par gode sæder. 0730 afgang og bussen gled roligt mod Fauske. Det var helt vemodigt at forlade det kønne fjordlandskab, især med Glomfjordturen i baghovedet. Vi ankom til Fauske og havde ophold til 0930, mens vi ventede på toget sydfra. Det gav tid til en kop kaffe på stationen. 0930 nordpå med nye passagerer. Landskabet var smukkere end jeg husker det, men vejret er jo også med os: høj sol, høj temperatur og vindstille. Vi gjorde et ophold i Innhavet og købte lidt godt til ganen (is). K1. 1242 var vi i Bognæs ved færgen og kom godt over til Skarberget. Det var for en gangs skyld en kold omgang, det blæste kraftigt på dækket I Ballangen sagde chaufføren at vi havde et kort ophold, hvilket jeg fortolkede som tid nok til at købe en is til hver . Da jeg kom tilbage stod bussen i fremkørt arrig startposition og det var kun med nød og næppe at Inger og medpassagerer fik chaufføren til at vente. Pyha. Vi blev sat af ved vandrehjemmet i Narvik ca. 1430. Chaufføren hjalp os med bagagen og han smilede lidt, da jeg sagde: "Tak fordi du ventede på mig". Vi blev installeret, Inger sammen med tre meget sovende svenske damer og jeg sammen med tre larmende tyske ungersvende. Vi havde en plan, som i al enkelhed gik ud på at holde os vågne til midnatssolen. Vi startede med at prøvegå ruten til stationen, så vi kendte tidsforbruget. Hovedgaden Kongens Gate har kun huse på den ene side på det meste af strækningen og åbner sig på den facadeløse side ud mod Ofoten - meget smukt. På tilbagevejen besøgte vi, efter anbefaling af vandrehjemslederen, Ofotenmuseet. En lille lidt naivt opstillet samling af ting og fotos, der beskrev dele af Narviks historie, der starter i 1888 med første spadestik til malmbanen. Vel tilbage på vandrehjemmet til en middagslur. Her kom de tyske ungersvende stærkt ind i billedet. Så sad vi i haven foran Polarkalotten og nød sol og udsigt. Midt idet hele fik jeg en uimodståelig trang til at reservere plads på vandrehjemmet i Luleå, men automattelefonen virkede ikke. Jeg fandt den næste telefon ved busstationen, men her var en flok flygtninge i færd med at ringe hjem så det havde lange udsigter. Først på stationen lykkedes reservationen. Tilbage på vandrehjemmet - vi havde konstateret at mineralvand {Farris) var meget dyrt, så mens Inger skrev dagbog smuttede jeg lige op og købte noget. Det blev atter et gensyn med stationen. Vi spiste et par klemmer og bestilte en løksuppe og det fik vi så hatten passede. En kæmpe portion, vel saltet, okke ja. Henad midnat, solen skinnede stadig, begav vi os atter op i byen. Der var et vældigt liv på gaden, bl.a. af en flok danske pensionister, som var "busset" op med en 65-rejse. Vi bevægede os længere op i byen, for at udskyde tidspunktet, hvor solen ville forsvinde bag et fjeld og kom ud i et boligområde. her puslede folk med vedligeholdelse af hus og have - en lille forskrækkelse gav en tæpperystende norsk husmor os: smældet fra tæppet. Solen var flot, alt var flot, det er en meget særlig oplevelse at passerer midnat i fuld dagslys. Hjem i seng efter en god dag |